Afrocubanske danse stilarter

Yoruba Den mest udbredte religion i Cuba er Santeria, der er en sammensmeltning af urgammel afrikansk animisme fra yorubafolket i Vestafrika og katolicismen. En tro der tilbedes i kirkerne såvel som i de cubanske hjem. Til ceremonierne spilles, danses og synges for de forskellige guder. De indviede musikere spiller på hellige batá-trommer og fremkalder i samspil med sangeren guderne én for én.

Lucumí Oñi´s forestilling starter ved at guden Elegguá, der er sendebud mellem himmel og jord og hersker over skæbnen, danser og åbner vejene for både mennesker og guder. Dernæst kommer guden Oggún, den ensomme kriger der hersker over metal og sværd.  Han kæmper sig gennem skov og krat og er altid på vagt. Han efterfølges af moderskabets gudinde Yemayá, der i sin dans imiterer havet fra det stille til de kraftige bølger. Guderne slutter med at holde en guemilere, en gudernes fest.

Bantú( Congo) er betegnelsen for en række rytmer og danse knyttet religionen Palo Monte. En blanding af spiritisme og afrikansk animisme. Rytmerne kaldes palo, yuca & macuta.

Rumba, yambu, columbia er rytmer, danse og sange opstået i de cubanske havnekvarterer. Man spiller på congas, cajones og catá med sange på spansk, med improviserede tekster og kor skabt til lejligheden. Rumba spilles til alverdens lejligheder fra begravelser, til spirituelle sammenhænge, ved fest og fødsel. I rumbaen udfordres kvindens og mandens relation gennem den legende dans og i den sprudlende Columbia udfordrer mændene hinanden i hurtighed og snilde.